Velkommen til min dagpleje

Velkommen til min dagpleje, jeg hedder Helle Bach, jeg har været dagplejer siden 2000. Jeg bor i et stort hus med en dejlig have, der grænser op til et naturområde med skov.  Jeg bor sammen med Flemming og har to voksne børn, hvoraf den ene er hjemmeboende.

Jeg sætter stor pris på mit arbejde, hvor jeg møder børnene med deres forskelligheder, hvor vi sammen kan udvikle og dygtiggøre os til børnehavetidens komme.  Det er skønt at være sammen med de små børn, man får så meget tilbage, på det man giver dem.

Jeg er kærlig, omsorgsfuld, tillidsfuld, ærlig, har humor og er altid i godt humør.

Mit job er mere en livsstil end et arbejde, da jeg engagerer mig i børnenes og forældrenes ve og vel.

  
Kendetegn for min dagpleje

 

Jeg lægger stor vægt på, at børnene får god mad, serverer jævnligt varmt mad med gode smagsoplevelser. Ligeledes vægter jeg også leg, hygge, varme og især omsorg og tryghed højt.

I dagligdagen synger vi, læser i bøger og tager i skoven hele året, hvor børnene ser, hvad skoven byder på af oplevelser og farver.

Jeg sætter stor pris på en god og ærlig dialog med forældrene.