Lones dagpleje

Mit navn er Lone Mogensen. Jeg bor sammen med Bjarne i et parcelhus i et roligt kvarter på lukket vej med egen p plads. Mit hus er indrettet med egen indgang til jer børn og forældre, legeværelse samt køkken /alrum hvor vi også leger og spiser.

Jeg blev ansat som dagplejer 1. maj 2007 efter 12 år i institution. Det var det helt rigtige valg for mig, da jeg i hverdagen opnår den helt tætte og nære kontakt med børn og forældre, som jeg synes er utrolig vigtig.

Som person er jeg glad, rolig og positiv og meget engageret i mit arbejde.

Jeg elsker at være sammen med børnene og være med til at støtte og motivere deres sproglige, motoriske og sociale udvikling. Jeg prioriterer højt at der i hverdagen er ro, genkendelighed, omsorg og tryghed.

Hos mig bliver børnene ”en del af familien” og er med i små og store begivenheder i hverdagen og det nyder resten af min familie rigtig meget.

Jeg laver mange forskellige aktiviteter med børnene ud fra alder, interesse, kompetencer, årstid og ikke mindst Viborg Kommunes læreplanstemaer. Det kan være både af motorisk, sproglig og kreativt art. Jeg prioriterer meget at komme ud enten i haven, i skoven, tur med barnevogn eller med ladcykel.