Velkommen til min dagpleje
Mit navn er Rikke Mortensen, og jeg er født i 1975. Jeg bor på en rolig og lukket villavej i den vestlige del af Viborg, sammen med min mand Mogens, og vores tre dejlige drenge, der hedder Thor (2005), Jens (2007) og Mark (2008). Min karriere som dagplejer begyndte i april 2006, hvor jeg efter at have fået mit første barn, fik lysten til at beskæftige mig med børn, og nu forstod vigtigheden i, at man som forældre kan aflevere sit barn til en dagplejer, man har tillid til.
Jeg føler selv, at jeg har meget at kunne give børnene, og ser det som et stort ansvar at kunne hjælpe med til, at børnene får en god start på livet med omsorg og tryghed i en hverdag, hvor de skal tilbringe mange timer uden for hjemmet.
Kendetegn for min dagpleje
Mine dagplejebørn skal først og fremmest være glade for og trygge ved at være hos mig. Dette opnås gennem nærvær og omsorg, og ved, at børnene har en overskuelig og forudsigelig hverdag.
Jeg gør meget ud af, at møde børnene i øjenhøjde og at se dem, som lige netop dem, de er.
Områder som interesserer mig meget er sprog, udeliv, motorik og de sociale kompetencer.