Velkommen til min dagpleje

Jeg hedder Marian Winthereig og er gift med Niels. Sammen har vi fem børn:  Heine, Filip, Laila, Anita og Silja. Vi har også en sød kat.

Jeg er en glad, rolig og positiv person. Jeg er ikke ryger og mit hjem er 100 % røgfrit.

Vi bor i et skønt hus med god plads på en stille villavej centralt i Møldrup. Vi har en stor dejlig have, hvor der er masser af plads til at børnene kan udfordre deres motorik og sanser.

Jeg blev ansat som dagplejer 2007. Jeg er rigtig glad for mit arbejde og er både nysgerrig og opsøgende i forhold til det sidste nye på det pædagogiske område. Min interesse ligger særlig på natur og motorikområdet.

Jeg har certifikat fra Frilufts Rådet som Naturdagplejer, og har det grønne flag.

Du/I er meget velkomne til at kontakte mig for et besøg. Skulle mine åbningstider ikke passe jeres behov, er I velkomne til at ringe til mig, så vi sammen kan se om det kan løses. 

 

Kendetegn for min dagpleje

Jeg lægger vægt på:

  • At dit barn får en omsorgsfuld, tryg, rolig og genkendelig hverdag.
  • Jeg vægter annerkendelse højt for at skabe det bedste fundament for positivt samspil, trivsel, udvikling og vækst.
  • Jeg vægter sprog-stimulering højt, derfor læser vi dialog-læsning og synger meget.
  • At vi dagligt går ud og leger, udforsker naturen samt bruger kroppen og sanserne.
  • At dit barn trives, lærer at indgå i positivt socialt samspil og udvikler sig.
  • At børnene får sund og varieret kost.
  • Mit mål er, at få nogle selvhjulpne, glade og trygge børn som er godt klædt på, til at møde livet i børnehaven.