Velkommen til min dagpleje

Mit navn er Irene H. Nielsen. Jeg er født i 1958 og jeg bor sammen med Flemming og vores ”lille” kat Pjevs i et børnevenligt hus med dejlig legeområde indenfor og stor legeplads udenfor. Jeg bor i Hvam by. Vi har 2 voksne sønner, der er flyttet hjemmefra.

Jeg er dagplejer på 20. år (blev ansat i 1995) og nyder at give børnene tryghed, anerkendelse, glæde og gode oplevelser i dagligdagen. Her er tid og plads til det enkelte barn. Det giver mig livsglæde at være med til at udvikle jeres barns sociale, motoriske, sproglige og kreative evner.

I må gerne ringe til mig på tlf. 21 83 28 33, hvis i ønsker at vide mere om min dagpleje eller vil aftale tid til et besøg.

Min fritid bruges bl.a. på min familie – Flemming + vores sønner, Per og Lasse – samt vores sommerhus i Trend.

 

Kendetegn for min dagpleje

Mit ønske er at give mine dagplejebørn en god og stabil hverdag. Jeg synes udelivet/naturen, er en god udviklingsplads, da børnenes motoriske udvikling og sanser bliver skærbet i naturen, og de får masser af dejlig luft.  Vi er også meget på vores egen legeplads, hvor vi hver dag giver fuglene mad og ellers leger i legehuset, i sandkassen, cykler, kører på scooter, gynger og tumler rundt.

Men der er også plads til indeleg, frileg, bagning, kreativitet, læse bøger og sanglege, alt efter alder og børnegruppe.

 Jeg guider børnene i legen og relationen til hinanden. Opstår der små konflikter imellem børnene, støtter jeg dem i at løse dem.

Jeg oplever at genkendeligheden og små hyggelige rutiner i hverdagen giver børnene tryghed. F.eks. i forbindelse med spisesituationen, når børnene skal skiftes/pusles, når vi læser bøger eller synger/har rim og remser eller i forbindelse med at vi bager eller er kreativ på anden måde. I sovesituationen er rutinen og roen også vigtigt.

Det er også vigtigt for mig, at der er et godt og åbent forældresamarbejde med en daglig snak om jeres barns trivsel. Og spørg endelig, hvis der skulle være noget i er i tvivl om.