Dagligdagen

En typisk morgen starter med lidt stille morgenhygge. Først vinker vi farvel til mor og far i det store vinkevindue. Herefter læser, leger eller tegner vi, måske skal vi have smurt madpakker eller gjort klar til formiddagsmad og frokost. De små børn får en lille morgenlur og ved 9 tiden spiser vi formiddagsmad. Herefter går vi ud og leger. I haven er det ofte et hit at køre på scooter, lege i legehus, rutsche og gynge. Hver dag fodrer og nusser vi kaninerne. Om foråret sår vi i køkkenhaven og drivhuset. Dagligt vander og følger vi afgrødernes vækst, til vi først på sommeren kan begynde at høste afgrøderne.

Hver dag har vi en eller flere små bevægelses aktiviteter, hvor vi får pulsen op og rørt lattermusklerne.

En dag om ugen tager vi på udflugt ud af huset. Hvor vi tager hen, afhænger af månedens tema (se mere under aktiviteter) og af vejret og børnenes humør. Vi bor tæt på både sø og skov, så børnene har de bedste betingelser for at lære naturen at kende.

Nogle dage besøger vi mine kollegaer og andre dage har vi besøg i haven, bl.a. for at bygge relationer til gæstedagplejerne og deres børn.

Vi går også i legestue en formiddag hver uge og hvis jeg har store børn, besøger vi børnehaven en gang om ugen.

Ved 11 tiden spiser vi frokost. Ofte som madpakker på udflugterne, eller også herhjemme, enten ude eller inde. Børnene hjælper med at dække bord og en dag om ugen, laver jeg varm mad sammen med børnene. Efter vi har spist, synger vi ofte et par sange.

Ved 12 tiden er det sovetid. De små børn sover til middag i deres barnevogne og de store børn kan sove inde på en madras, så de vænner sig til at sove inde, inden de skal i børnehave.

Ved 15 tiden spiser vi eftermiddagsmad. Herefter laver vi ofte en bolledej klar til næste morgen, leger og hygger og så er det tid til at komme hjem til mor og far igen :-)

Jeg tager løbende billeder af børnene, for at fortælle og dokumentere om tiden i dagplejen. Billederne kan I se på Børnenettet.