Velkommen til min dagpleje

Jeg hedder Mona, er født i 1961.
Har været dagplejer siden 1985 og er gift med Flemming. Vi har 2 voksne sønner, som for længst er flyttet hjemmefra.
Jeg bor i hus i Vindum, en lille landsby mellem Rødkærsbro og Bjerringbro, altså på landet, tæt på natur og skov.
Min have er indrettet med fokus på natur og udeliv og har bl.a. bålplads. 

 

 

Kendetegn for min dagpleje

Jeg lægger vægt på at skabe en tryg og god hverdag for børnene, hvor de kan lege og udforske verden på hver deres måde, samt blive udfordret og aktivt deltage i fælles aktiviteter.
Tid til fordybelse og øve at blive selvhjulpen.
Nærvær, respekt og anerkendelse for det enkelte barn er af stor betydning.

Naturen er en rigtig god udviklingsplads for børn, så derfor har jeg altid brugt naturen meget i det daglige og fik i 2014 det grønne flag som naturdagplejer.
Vi er ude hver dag. Vi skal føle og opleve årstiderne og have røde kinder. Se og føle dyr og planter. Så, plante og høste - lære om madens vej fra jord til bord.
De pædagogiske læreplaner er en naturlig del af Grønne Spirer.
 
Affaldssortering, genbrug og beskyttelse af naturen indgår også som en naturlig del af hverdagen. Jeg samarbejder med Viborg Kommunes affaldsselskab Revas om at give børn gode affaldsvaner.

Læs mere om Grønne Spirer her.