DGI og Naturdagpleje

Velkommen i min dagpleje:

Hej

Jeg hedder Helle. Jeg er gift med Steen, vi har 3 voksne børn, samt 7 pragtfulde børnebørn. Vi bor i et hus på Kornvangen i Rødkærsbro, med mange muligheder for udfoldelser både inde og ude. Jeg går ind for det nære samvær med børnene.

Velkommen Indenfor. Her hygger vi os i et stort legeværelse og køkkenalrum med rig mulighed for dagslys. Her i huset vil jeres børn blive dus med mine voksne børn. De kommer af og til forbi. Så er der kø til en svingtur, eller måske er der bare et par ekstra hænder.

Jeg har været dagplejer siden oktober 1995 og jeg vil med glæde give jeres barn en dejlig tid i dagplejen med omsorg og læring.   Jeg deltager med gejst i nye udviklende pædagogiske kurser som er til gavn for jeres barn.

Læs mere om DGI og naturdagpleje under fanen Helles dagpleje

Her leger vi
Kendetegn for min dagpleje

Min målsætning som dagplejer er at give en omsorgsfuld, anerkendende og lærerig hverdag med trivsel og glæde. Jeg prioriterer en rolig dag uden stress, hvor den voksne går i front, men også følger børnenes initiativer.
 Jeg ynder de små opdagelser ude i naturen, i haven eller indenfor.
Jeg prioriterer de sociale kompetencer og den personlige udvikling højt,  at børnene føler sig værdifulde og at de er en del af fællesskabet. Jeg vil med glæde medvirke til at ruste jeres barn til den store fagre verden.

Jeg har deltaget i projektet” Barnet i centrum” om børns emotionelle følelser og relateringer. Det har åbnet mine øjne, for vigtigheden i at bruge ekstra tid på at skabe en god kontakt, inden jeres barns opstart. I forældre vil derfor være velkommen i mit hjem, sammen med jeres lille guldklump, til små korte planlagte besøg, for at opbygge kendskab, tillid og tryghed.
 (Barnet i centrum er et projekt hvor forskere og praktikere har arbejdet sammen).